Blog Image

Gullermukkens blog

Om bloggen

Her skriver jeg om nogle af mine interesser: familie, håndarbejde, livretter m.v. Du kan derfor se nogle af de projekter, som jeg udfordrer min funktionsevne og min og families tålmodighed med.

Lifeline udrydder resterne

Strikketøjet Posted on Fri, November 29, 2013 22:41:30

Det er meget anvendeligt og dejligt varmt. Det kan bruges både som sjal, tørklæde og som hætte/tørklæde – eller rundt om livet til at varme rumpen. Det er mit 2. lifeline tørklæde. Helt fantastisk til at få udryddet garnresterne.

Jeg har blokket det på nogle liggeunderlag.
Jeg har anvendt de fleste af mine beige, brune, blå, tyrkis og grønne garnrester.
Du kan finde opskriften her http://www.ravelry.com/patterns/library/lifelines



Genbrug – halsrør

Strikketøjet Posted on Fri, November 29, 2013 21:46:40

For nogle år siden overtog jeg et ufærdigt strikkeprojekt. Det har ligget og gemt sig i min kælder, men forleden tittede det frem igen. Jeg tror, at det skulle have været en bluse, som så blev opgivet. Det er loddent garn og filter nemt, hvilket besværliggør optrevling. Det var dog besværet værd.
For ud af et opgivet strikkeprojekt kom der et halsrør/tørklæde uden ender, som skal gives til Varme 15 x 15. Jeg har brugt opskriften her fra familiejournalen http://www.familiejournal.dk/Handarbejde/Strik-til-hende/2013/10/43-Strikkeopskrift-Roer.aspx, men har tilrettet opskriften og strikket 46 m på pind nr. 6.



Kringle-strik. Jubii endelig færdig

Strikketøjet Posted on Fri, November 29, 2013 20:41:37

Langt om længe er jeg blevet færdig med ‘Kringle-strik’, som satte min tålmodighed på prøve helt til det sidste. Som du kan se her, så måtte jeg strikke den om et par gange og da jeg endelig blev færdig med at strikke, så kunne jeg ikke få ærmerne monteret. Skuldersømmen sidder nemlig ikke oppe på skulderen, men forskudt ned bagpå og det drillede mig meget. Samtidig skulle ærmerne syes i fra retsiden, hvilket jeg ikke er vandt til og derfor kæmpede meget med. Da jeg endelig havde fået begge ærmer syet i og var tilfreds med sømmen, ja, så manglede jeg bare at hæfte enderne ved ærmernes start ved håndleddet.
Og ak, så opdagede jeg, at det ene ærme var blevet syet i med vrangsiden vendt ud! ARG!! Det var noget af en udfordring at få ærme-sømmen pillet op igen uden at ødelægge noget af strikketøjet. Da var jeg godt nok træt af den bluse!

Men nu er den færdig og jeg er blevet tilfreds med resultatet.



AOH-bamser til Danmarksindsamlingen 2014

Strikketøjet Posted on Fri, November 29, 2013 20:33:35

Alt om håndarbejde har startet en indsamling til Danmarkindsamlingen 2014 med temaet: Når mor mangler. Deres projekt hedder ‘Giv en ven’ og kan følges i ‘Giv en ven‘ gruppen på Facebook. Denne ‘ven’ er en bamse, som de kreative kan producere hjemme og donere til et godt formål.
AOH-bamsen, som skal gives til hjælpeorganisationerne kan afleveres flere steder i landet og for hver bamse, som du og jeg afleverer, så giver Alt om håndarbejde 25 kr. sammen med bamsen til Danmarksindsamlingen.


Jeg har foreløbig strikket 3 bamser og syet 2 bamser.
Har du også lyst til at deltage og glæde et barn, så kan du læse mere om projektet her http://www.altomhaandarbejde.dk/Bloggen.182/Giv-en-ven.243.aspx
Der er gratis mønster til både syet, strikket og hæklet bamse. Der er nogle krav til bamsen vedr. materialer, størrelse og den røde butterfly, som skal være på alle bamserne.



Tæppe nr. 4 til Varme 15×15

Strikketøjet Posted on Fri, November 29, 2013 20:21:48

Den sidste samledag på Fyn nærmer sig med hastige skridt. Jeg arbejder på at få de påbegyndte ting færdige, så jeg kan få det afleveret den 7. december.
Mit tæppe nr. 4 er blevet færdigt

Sådan kom det til at se ud. Jeg har pakket strikkemaskinen væk, da jeg har en del andre projekter (sy-projekter), som jeg må se at få afsluttet og så må strikkemaskinen hvile sig imens.



‘Dronning Viktoria’s chokolademousse

Desserter Posted on Tue, November 05, 2013 16:18:28

Forleden skulle jeg bruge noget æggehvide til en opskrift og selvom fødevarestyrelsen ikke længere ser grund til at anbefale brug af pasteuriserede æg, så tager jeg stadig mine forholdsregler. Jeg har selv været meget syg og handicappet i ca. 1 år pga. en salmonellainfektion, så jeg tager ingen risiko der. Afsted for at købe ind. Men ak, som mange gange før, så var der udsolgt af lige den vare, som jeg skulle have. Rundt i flere butikker – og til sidst blev det så til en hel flaske af æggehvider. Holdbarhed efter åbning ca. 14 dage. Derfor har jeg en rigtig god grund til at lave chokolademousse på en helt almindelig hverdag. At Rema1000 også havde ½ l fløde til 7 kr. gjorde beslutningen let.
Jeg har prøvet forskellige chokolademousse-opskrifter – og nogle gange lykkedes de og andre gange mislykkedes de. Denne gang fandt jeg opskriften frem, som jeg har fået af min mor, som igen har fået den af en ven af familien, som vi kalder ‘Dronning Viktoria’. Et navn, som hun selv også brugte.
Mens jeg sender vores ‘Dronning Viktoria’ en venlig tanke, så kommer opskriften her:

200 gr. Mørk chokolade smeltes i vandbad.

6 spsk. Melis røres hvidt og skummende med 6 æggeblommer.

Pisk hviderne fra de 6 æg stive .

Pisk ½ l piskefløde.

Kom evt. knuste makroner i hvert dessertglas og hæld 1 tsk whisky eller portvin over. Alt dette kan undværes.

Så røres æggesnapsen i den smeltede chokolade, derefter kommer flødeskummet i og til sidst vendes de stive hvider forsigtigt i.

Hvorefter det fordeles i ca. 12 dessert glas. Skal stå køligt nogle timer. De kan fryses. Før servering pyntes de med flødeskum og evt. reven chokolade eller blå violer.

Vi springer al pyntningen over og tager den som den er.

Velbekomme.



Tychus hue

Strikketøjet Posted on Mon, November 04, 2013 23:07:25

Endelig fandt jeg en god opskrift på huer, som skal gives til ‘varme 15 x 15’.

Denne hue er strikket som vendestrik i retstrik og virkelig nem samtidig med, at den har en god pasform.
Jeg fandt huen her : http://strikinge.blogspot.dk/2010/10/en-genial-huemodel-tychus.html , og denne blog har også en henvisning til den originale opskrift.
Jeg har strikket mine huer af garnrester sammen med Mor Åse ragsok garn på pind 4,5 og jeg har slået 44 m op. Det fungerer godt i huens kant, når man skifter farve for hver 2. pind.
Jeg behøver ikke tælle, da jeg kan se af striberne, hvornår jeg skal vende. Det er perfekt til TV-strikning.



Tørklæde i muslingemønster

Strikketøjet Posted on Sun, November 03, 2013 12:46:46

Endnu et tørklæde er blevet færdig. Jeg kommer helt sikkert ikke til at fryse omkring hals/nakke i den kommende vinter.
Lidt modvilligt har jeg denne gang strikket i 100% akryl. For at få opskriften, så var jeg nemlig nødsaget til at købe Bumbos Daylight Akryl garn, hvor opskriften sidder på garnbandarolen.
Til min store overraskelse, så var garnet yderst behageligt at strikke med og tørklædet var også behageligt at have på. Det blev ikke for varmt at have på og det gjorde heller ikke mit hår helt elektrisk. Jeg kunne godt finde på at strikke mere af dette garn.
I opskriften står, at man skal bruge 4 nøgler af garnet. Jeg har brugt knapt 3 nøgler (dvs. knapt 300 g, da hvert nøgle indeholder 100 g garn) til dette tørklæde, men det er ikke første gang, at jeg har overskud af garn efter at have fulgt opskrift med originalgarnet.
Jeg vil umiddelbart tro, at Nettos soyagarn (indeholder uld og soyafibre) vil kunne bruges også, da farveskiftene minder meget om Daylight garnets farveskift.
Mit første forsøg på at strikke dette tørklæde blev ikke så godt. For det første, så var farveskiftene så uheldige, at den samme farve ramte igen på præcis den musling nedenfor. Dette skete i 5 rækker og derved mistede man effekten af mønsteret, da der blev et stort pink område, et stort blåt og et stort orange område. For det andet, så var jeg meget i tvivl om, hvordan vendemaskerne skulle strikkes. Fra mine tidligere projekter i vendestrik, da havde jeg brugt teknikken med at tage en maske løst af og stramme til, så der blev en ‘dobbeltmaske’ (se evt. youtube med ‘german short row’) Denne teknik betyder, at der ikke kommer ‘huller’ i arbejdet, når man vender. Det var bare som om, at det ikke rigtig duede til dette tørklæde.
Derfor besluttede jeg at trævle det hele op og begynde forfra. Den efterfølgende gang valgte jeg at bryde garnet efter første og anden række. Jeg startede på garnnøgle nr. 2 og ved afslutning af 2. række brød jeg igen garnet og startede på det første garnnøgle igen. Igen brød jeg garnet efter 3. række og begyndte på det første nøgle igen. Denne gang strikkede jeg garnnøglet færdig og det gav nogle farveskift i muslingerne, som jeg synes om.
Desuden valgte jeg at strikke vendestrik uden at tage masken løst af. Det giver nogle ‘lange’ masker, som jeg også synes at jeg kunne se på det lille foto af original-opskriften. Nogle gange skal jeg nok lade være med at overtænke opskrifter og så bare gøre, som der står!
Man slutter i spidsen med en musling og i stedet for at gå direkte til aflukning, som opskriften siger, så strikkede jeg først ned af den ene side, vendte og lukkede så af og sluttede i spidsen igen. Strikkede derefter ned af den anden side. Vendte og lukkede af og sluttede i spidsen igen. Det gav lidt mere styr på kanten. Til gengæld har jeg valgt at droppe den hæklede kant, som original-tørklædet har som afslutning.
Update 01.01.14 : Jeg har kigget efter Bumbo Daylight under de seneste besøg i både Bilka og Løvbjerg, men forgæves. Til gengæld har jeg hørt, at Nako Vals garnet er det samme, som der blev solgt som Bumbo Daylight i Danmark. Så har du mod på at handle garn i udlandet, så kan du prøve at google dette garn.
Update september 2014: Bumbo Daylight er tilbage i nogle af de danske butikker igen. Bla. har jeg købt nogle nøgler i Bilka Odense. Forhåbentlig er det kommet for at blive.



« PreviousNext »