Blog Image

Gullermukkens blog

Om bloggen

Her skriver jeg om nogle af mine interesser: familie, håndarbejde, livretter m.v. Du kan derfor se nogle af de projekter, som jeg udfordrer min funktionsevne og min og families tålmodighed med.

Hæklet glad sol softie

Hæklerier Posted on Wed, April 09, 2014 08:29:56

Afveksling er godt og også nødvendig, hvis kroppen ikke rigtig vil. Så i øjeblikket er sy-tøjet på pause og strikketøjet ligeså. Istedet har jeg kastet mig over hækling lidt. Da jeg så denne hæklede glade sol og fandt mønsteret i en hæklegruppe på Facebook, ja så var det bare at gå i gang. 2 nætter har det taget at lave denne softie. Et perfekt arbejde til at få brugt nogle garnrester.

Jeg har valgt at putte en rasleboks inden i, så solen også kan rasle som en rangle.



Dækkeservietter til fødselsdag

Patchwork maskinsyet Posted on Sun, April 06, 2014 09:03:33

For noget tid siden så jeg en dækkeserviet med flag og hjerter, som havde broderet navn og dato på. Jeg synes, at det kunne være en ide til gave til et dåbsbarn og ville gerne sy noget lignende. Nikolai synes dog, at de hjerter var alt for tøsede og derfor gik jeg i gang med at lave mit eget design til en fødselsdags-dækkeserviet. Der skulle en del forskellige udkast til før jeg kom frem til dette:

Og sådan kom den færdige dækkeserviet til at se ud.
Vi var til en rigtig hyggelig barnedåb i går og gaven blev afleveret. Tillykke med dåben, Anton.



UFO endelig færdig

Patchwork maskinsyet Posted on Wed, March 26, 2014 17:07:01

Hvor længe disse blokke har ligget som en UFO, ja det ved jeg ikke. Men nu er blokkene endelig blevet samlet, en ramme omkring og quiltet. Et projekt afsluttet og en UFO mindre er altid godt.

Efter at have været på kursus i min Bernina 820 i weekenden, så måtte jeg lige prøve BSR med min nyindkøbte stingplade. Den hjalp en lille smule og gjorde stingene en del kønnere, men jeg er stadig ikke helt tilfreds med den BSR.



Beside the seaside – mønster af Debbie Abrahams

Strikketøjet Posted on Wed, March 26, 2014 17:02:32

Straks jeg så dette mønster i Debbie Abrahams bog, Blankets to knit, så måtte jeg igang med at strikke disse forskellige lapper.
Desværre er projektet lidt på stand by, da jeg ikke lige kan strikke i øjeblikket.

Jeg er nået en del og mangler ikke så mange lapper, da tæppet er ikke er så stort. Forhåbentlig kan jeg snart gribe strikkepindene igen.



Hæklede påskeæg

Hæklerier Posted on Mon, March 24, 2014 16:50:57

Påsken nærmer sig og for en gangs skyld er jeg i god tid.

Dette år vil jeg forny forårspynten med nogle hæklede påskeæg, som jeg har set for længe siden her.
Efter at have forsøgt 5 gange med den nævnte hjemmesides opskrift, måtte jeg give op og bare hækle, som jeg selv synes.
Det er der foreløbig kommet 3 små og et stort æg ud af.
Jeg har denne gang anvendt kartoffelmel som stivelse og har brugt fremgangsmåden som beskrevet her.
I øjeblikket venter jeg på, at æggene skal tørre og jeg er ret spændt på, om jeg fik lavet stivelses-blandingen for tyk eller om det tørrer ind og bliver noget mindre synligt.

Stivelsen tørrede ind og jeg er tilfreds med resultatet.



Moderne quilt

Patchwork maskinsyet Posted on Sat, March 08, 2014 10:51:00

Min søster kunne i sidste weekend fejre sin 50-års fødselsdag. I den anledning havde jeg gennem længere tid arbejdet på en quilt, som jeg håbede, at hun kunne lide.

Quilten er frit inspireret af ‘Lilac crush quilt’ fra bogen Quilting modern af Jacquie Gering og Katie Pedersen.

En quilt, der virkelig har udfordret mig undervejs.
Først gik min quiltemaskine i stykker knapt 2 uger før fødselsdagen. Frem med min gamle Bernina, som stadig syer perfekt, men jeg savnede hurtigt tråde og klippefunktionen – og endnu mere den lange friarm, da jeg skulle igang med at quilte.
På dagen før dagen, så var det alligevel lykkedes mig at blive færdig med quiltningen og jeg manglede derfor bare lukkekanten. Så jeg stod tidligt op lørdag og beredte mig på en lang sy-dag og bum! Så løftede jeg armen og fik et dobbeltsidet hold i ryggen. Av av og mere Av! Ikke lige, hvad jeg havde brug for!
Det var virkelig hårdt at skære ud til lukkekant og jeg kunne ikke have gjort det uden min store Shape Cut Pro linial. Så behøvede jeg ikke bruge så mange kræfter på at holde linial og rulleskærer, men kunne bare følge linierne i linialen.
Jeg syede det meste af natten, sov et par timer og stod tidligt op for at få lukkekanten færdig. Jeg syede det sidste sting kl. 11.05 og vi tog afsted til fødselsdagen kl. 11.15.
Sådan blev resultatet og jeg håber, at søs kunne lide quilten.



Ærmelingerne færdige

Strikketøjet Posted on Sat, March 08, 2014 10:28:46

Forsinkelsen på de bestilte bøger betød, at jeg fik god til til at få mine ærmelinger færdige. De har givet mig en del hovedbrud. Den første ærmeling afsluttede jeg efter 53 cm – selvom der i opskriften står 57 cm. Jeg havde en følelse af, at garnet ville blive lidt knapt til den 2. ærmeling og en længde på 53 cm passede nogenlunde til mine arme.
Jeg gik straks igang med at strikke ærmeling nr. 2 (øverst på foto) og det var meningen, at den nederste del bare skulle være ensfarvet rød. Desværre fik jeg ret i min antagelse, at der var knaphed på garnet. Derfor måtte jeg bruge rub og stup af alle farverne. Alligevel var det ikke nok og ærmeling nr. 2 var på det tidspunkt kun 47 cm. Derfor måtte jeg igang med at trævle op fra ærmeling nr. 1 og endte ud med et par ærmelinger på ca. 50 cm. Aflukningskanten rullede og var med til at gøre ærmelingerne endnu kortere at se på. Jeg trævlede op igen og strikkede en vrangpind på begge ærmelinger inden jeg lukkede af med retmasker.
Alt garn blev anvendt til dette par ærmelinger.

Ikke helt det forventede resultat, men de kan gå an.



Ditzy Donut Swap 2014 – 1. gang

Patchwork maskinsyet Posted on Sat, March 08, 2014 10:20:46

Endelig blev det tid til at bytte blokke til Ditzy Donut Swap 2014. Jeg havde sendt disse 4 blokke.

og fik disse 4 blokke retur.

Det er nogle stoffer og sammensætninger, som jeg ikke selv lige ville have fundet på at sætte sammen og det gør det rigtig sjovt at swappe. Der kommer nogle spændende resultater ud af det.



« PreviousNext »