Blog Image

Gullermukkens blog

Om bloggen

Her skriver jeg om nogle af mine interesser: familie, håndarbejde, livretter m.v. Du kan derfor se nogle af de projekter, som jeg udfordrer min funktionsevne og min og families tålmodighed med.

Hæklede mellemlægsservietter

Hæklerier Posted on Thu, March 22, 2012 19:12:42

For at hvile fødderne lidt, så er jeg nødt til at sidde en del i øjeblikket. Derfor er jeg gået i gang med at få brugt noget af alt det hæklegarn, som jeg har liggende. Jeg er startet ud med at hækle mellemlægsservietter. Det kan man vel altid bruge – eller finde nogen, der kan bruge dem.

Jeg har brugt drops opskrift no. 0-522 , men er enig i de rettelser, som Tine nævner på sin blog. Jeg startede med en ‘magisk ring’ til alle 9 fm. Jeg har desuden hæklet en luftmaske mere, alle steder, hvor der er nævnt luftmasker. Og jeg har også afsluttet med pikot af 3 fm, 3 luftmasker og 1 fm i den første af de 3 luftmasker, 3 fm.

Mønstret er nemt at huske og kan derfor sagtens hækles mens jeg ser lidt TV eller taler med familien.



Hæklet pude, færdig

Hæklerier Posted on Thu, March 22, 2012 08:10:57

Da jeg fandt digitalkameraet frem, så kom jeg også lige i tanke om, at jeg jo er blevet færdig med min pude, der blev hæklet med prikker.

Den blev også lige fotograferet.

Nu har puden sin faste plads.



Hæklet pude med prikker

Hæklerier Posted on Fri, March 16, 2012 15:46:13

Jeg har fundet et overkommeligt hækleprojekt, hvor jeg kan få brugt nogle af resterne: En hæklet pude med prikker!

mønstret kan findes her. En spændende blog med masser af inspiration og mønstre til hækling.



Hæklet nålepude

Hæklerier Posted on Sat, March 10, 2012 21:26:22

Jeg har været igang med at hækle nogle nålepuder, som jeg faldt over påslagtenhelligko.dk

Indtil nu har jeg kun haft nålepuder af stof – men de bliver nu alle udskiftet med hæklede nålepuder. De hæklede nålepuder er meget lettere at sætte større nåle i.



Hæklede aber

Hæklerier Posted on Tue, February 28, 2012 18:05:11

Jeg er altid på udkig efter sjove små projekter og heldigvis findes der mange gratis mønstre og opskrifter på internettet. Som f.eks. disse små hæklede aber:

http://quesera.ojaru.jp/osaru-pattern.html

Som altid, så kommer Nikolai med sit eget ønske om design: En Ben10-abe. Dvs. en abe med blå bukser, sort t-shirt og grøn jakke med hvide striber. Det kom til at sådan ud:

Aberne er ret nemme at lave og har faktisk været en del i brug. Men husk at sy arme, ben og hale rigtig godt fast, for de bliver nok snurret og hevet kraftigt i!



Dizzy Owl – hæklet ugle

Hæklerier Posted on Tue, February 28, 2012 13:47:22

Første gang jeg stødte på Dizzy Owl i en gruppe på Facebook, da synes jeg bare at den var så nuttet, at den måtte jeg hækle nogle stykker af. Google førte mig til Frk. Maj’s blog i jagten på en opskrift. Jeg vil mene, at Maj skal have æren for ideen til Dizzy Owl. I hvert fald er der på hendes blog en opskrift. Jeg er jo ikke så tit gode venner med opskrifter – og det blev jeg heller ikke med denne. F.eks. hækles nogle omgange med stangmasker og nogle omgange med fastmasker. Opskriften er dog ikke konsekvent med at nævne, hvilken type masker der er tale om i alle omgange. Samtidig er jeg i tvivl om, hvorvidt indtagningerne skal være en sammenhækling af 3. og 4. maske – eller 4. og 5. maske. Der opsummeres ikke maskeantal, så man har ingen anelse om, hvorvidt man har hæklet rigtigt. Så jeg lavede min egen 1. udgave, som hovedsagelig er stangmasker.

Stangmasker kan godt gå, da jeg har anvendt sandfarvet bundfarve og fyldet er hvidt. Jeg foretrækker dog min 2. udgave i fastmasker, da fyldet så ikke bliver så synligt. Fastmaskerne betyder dog også, at selve uglens krop kommer til at virke mere ‘fast’ og ikke helt så elastisk som udgaven i stangmasker.

Min 2. udgave er hæklet sådan (og det er muligvis også kun mig selv, der kan forstå den):

Der startes med uglens bund ved at hækle rundt. Hver omgang afsluttes med 1 km i den første maske i omgangen.

1. omg: 6 fm i magisk ring

2. omg: 2 fm i hver fm = 12 fm.

3. omg: 1 fm. i næste fm., 2 fm. i næste fm. Gentages omgangen rundt = 18 fm

4. omg: 1 fm i næste 2 fm, 2 fm. i næste fm. Gentages omgangen rundt = 24 fm

5. omg. 1 fm i næste 3 fm, 2 fm i næste fm. Gentages omgangen rundt = 30 fm

6. omg: 1 fm i næste 4 fm, 2 fm i næste fm. Gentages omgangen rundt = 36 fm

7. -12. omg: Fortsæt udtagning ved at øge antallet af fm med 1 mellem hver udtagning, dvs. 6 masker mere for hver omgang. Så bør 12. omgang blive: 10 fm i næste fm og 2 fm i næste fm = 72 fm. i 12. omgang.

13.-28. omg : 1 fm i hver fm = 72 fm.

29. omg: 1 fm i næste 10 fm, 2 fm sammen. Gentag omgangen rundt = 66 fm

30. omg: 1 fm i hver fm = 66 fm

31. omg: 1 fm i næste 9 fm, 2 fm sammen. Gentag omgangen rundt = 60 fm

32. omg: 1 fm i hver fm = 60 fm

33. omg: 1 fm i næste 8 fm, 2 fm sammen. Gentag omgangen rundt = 54 fm.

34.-39. omg: 1 fm i hver fm = 54 fm

40. omg: 1 fm i næste 7 fm, 2 fm sammen. Gentag omgangen rundt = 48 fm.

41.-49. omg: 1 fm i hver fm = 48 fm

50. omg: 3 lm, 1 dbst i næste 3 fm, 1 stm i næste 3 fm, 1 hst i næste 3 fm, 1 fm i næste 4 fm, 1 hst i næste 3 fm, 1 stm i næste 3 fm, 1 dbst i næste 8 fm, 1 stm i næste 3 fm, 1 hst i næste 3 fm, 1 fm i næste 4 fm, 1 hst i næste 3 fm, 1 stm i næste 3 fm, 1 dstm i næste 4 fm.

Uglen fyldes med fiberfyld og hækles derefter sammen med fm. Man kan også vælge at sy den sammen, hvis man vil det.

Øjnene hækles i forskellige farver ved at følge opskriftens første omgange og man vælger selv farver og størrelse.

Næb: 4 luftmasker, 1 stm i første luftmaske. Vend med 3 lm., 2 stm. Vend med 3 lm, 3 stm. Vend med 3 lm, 4 stm.

Øjne og næb syes på kroppen.

Uglen kan pyntes med perler, blomster eller andet.

Pink ugle af fm er lidt mindre end sandfarvet ugle af stangmasker. Jeg var nødsaget til at springe over omg. 45-49, idet jeg ikke havde mere garn. Der går lidt mere garn til, når man hækler fm i stedet for stgm. Det er en af grundene til, at uglen bliver mere ‘fast’ i det. Jeg har heller ikke fyldt den pink ugle lige så meget som den sandfarvede ugle. Det gør, at den pink ugle står noget bedre på en plan overflade.



Hæklede hjemmesko

Hæklerier Posted on Tue, February 28, 2012 13:31:02

Jeg har også fået hæklet nogle hjemmesko. De er hæklet efter ide af Bente Lavsen – og man kan se opskriften i den lille hæklebog: Hæklede firkanter. Der er både forklaring på sko til voksne og børn.

Jeg har brugt mine hjemmesko flittigt, mens det har været så koldt. Nu har jeg også lavet nogle mindre pige-agtige sko, som Nikolai og han venner kan bruge.

Så nu skal der vaskes og valkes hjemmesko.

Og sådan ser skoene ud efter, at de er blevet valket i vaskemaskinen.

Nu er ‘hullerne’ næsten forsvundet og skoene virker meget mere ‘tætte’.



« Previous