For at hvile fødderne lidt, så er jeg nødt til at sidde en del i øjeblikket. Derfor er jeg gået i gang med at få brugt noget af alt det hæklegarn, som jeg har liggende. Jeg er startet ud med at hækle mellemlægsservietter. Det kan man vel altid bruge – eller finde nogen, der kan bruge dem.

Jeg har brugt drops opskrift no. 0-522 , men er enig i de rettelser, som Tine nævner på sin blog. Jeg startede med en ‘magisk ring’ til alle 9 fm. Jeg har desuden hæklet en luftmaske mere, alle steder, hvor der er nævnt luftmasker. Og jeg har også afsluttet med pikot af 3 fm, 3 luftmasker og 1 fm i den første af de 3 luftmasker, 3 fm.

Mønstret er nemt at huske og kan derfor sagtens hækles mens jeg ser lidt TV eller taler med familien.