Blog Image

Gullermukkens blog

Om bloggen

Her skriver jeg om nogle af mine interesser: familie, håndarbejde, livretter m.v. Du kan derfor se nogle af de projekter, som jeg udfordrer min funktionsevne og min og families tålmodighed med.

Lige, hvad der manglede!

Strikketøjet Posted on Tue, October 08, 2013 13:33:15

Efter at have strikket en grå klassisk babycardigan kunne jeg rigtig godt tænke mig at prøve at strikke en cardigan, der blev strikket oppefra og ned. En sådan opskrift fandt jeg i en bog af Lene Holme Samsø, Babystrikke på pind 3, en bog, som jeg for nylig købte af samme årsag.
I opskriften er ikke nævnt noget bestemt garn, men der er dog en henvisning til præcis det garn, som bogens model er strikket af. Til str. 6 mdr. skulle man bruge 100 g garn. Mit garn-lager indeholdt bla. 2 hele nøgler baby Uld købt på tilbud i Bilka i foråret og det måtte da lige kunne bruges hertil.
Ret hurtigt stod det dog klart, at det igen igen ville blive knapt med garn, så jeg besluttede at strikke ærmerne færdige undervejs og så lade garnet bestemme længden på trøjen. Men ak – det blev ikke lige nogen succes. For da jeg var nået hertil, måtte jeg se i øjnene, at trøjen nok aldrig blev færdig. Den var simpelthen for kort!
Jeg var begyndt at indstille mig på, at trøjen skulle trevles op og garnet bruges til noget andet, da jeg lige var i Bilka for at købe en efterårsjakke til sønnen. Selvom jeg ikke havde mange forhåbninger om at finde noget udgået tilbudsgarn, så slog jeg lige vejen forbi garnhylderne. Og sørme om heldet ikke var med mig. Der var nogle enkelte nøgler baby uld tilbage i samme farve, så jeg satsede og købte 2 nøgler mere. Straks jeg kom hjem, fik jeg sammenlignet farvekoden og dobbeltheld: De nyindkøbte garnnøgler var fra samme indfarvning som de nøgler, som jeg havde strikket trøjen af. Tænk lige at finde det, som jeg manglede. Så er det bare at få strikket færdig og få knapper syet i.



Tobi-tørklæde

Strikketøjet Posted on Tue, October 08, 2013 12:55:30

Uha, nu brød jeg min egen regel om ikke at starte på flere projekter førend 2 projekter var afsluttet. Jeg er endnu ikke færdig med Kringle-blusen, og heller ikke med mit senest påbegyndte dobbeltstrikkede halstørklæde. Jeg faldt bare lige pladask for Tobi-tørklædet. Og da jeg for nylig købte noget af Soya garnet i netto, så var jeg straks klar til at gå i gang.
Selvom tørklædet er virkelig let og hurtig at strikke, så skulle jeg dog lige udfordres lidt undervejs. F.eks. gik det ret hurtigt op for mig, at jeg nok havde lige knapt nok med de 2 ens farveblanding-garner, som jeg havde. Derfor blev jeg nødt til at modificere opskriften lidt. Samtidig blev det ikke helt så pænt ved farveskift fra det ene nøgle garn til det andet.
Jeg valgte derfor at vinde noget af det andet garnnøgle op og bryde garnet, hvor det passede farvemæssigt til det første garnnøgle.
På trods af, at jeg havde startet aflukning i tørklædets side allerede ved det første garnnøgle, så viste det sig alligevel, at jeg ikke havde nok garn og 5 cm før tørklædet var slut, ja, så var garnet også slut. Til alt held havde jeg dog nogle nøgler af samme Soya garn, men med anden indfarvning og farvespil. Ved at vikle ind i nøglet til det havde en lignende farve, så lykkedes det alligevel at få et resultat, som jeg er godt tilfreds med.