Jeg er ved at strikke en anden baby cardigan i lyserød baby merino, men ville egentlig ændre denne bluse til raglanærmer. Det kan jeg slet ikke lige huske, hvordan man gør og derfor valgte jeg at strikke denne cardigan i bomuld. Så har jeg forhåbentlig en bedre chance for at ændre mønsteret på den anden cardigan til raglan.
Denne cardigan i bomuld er strikket top-down, dvs. oppe fra og ned, hvilket jo skulle være nemt.
Men da det er længe siden, at jeg har strikket raglan og der var en del, der skulle genopfriskes i den forbindelse, så gav det lidt udfordringer at læse og forstå den norske opskrift i Klompelompe-bogen. Jeg måtte også lave lidt ændringer.
For det første, så strikker jeg en cardigan til en pige. Derfor har jeg valgt at lave knaphullerne i højre forstykke. Jeg lavede knaphullerne ved at lukke af i slutningen af pinden, så der var 3 masker tilbage – og så slå de 2 masker op i begyndelsen på næste pind, dvs. 3 masker inde.
Jeg havde især problemer med opskriftens forklaring ved afsætningen af ærmemaskerne på hjælpepind. Opskriften siger, at man samtidig skal lukke af for de midterste mærkemasker og jeg kunne ikke lige få mit hoved til at forstå det.
Til slut satte jeg de 2 mærkemasker med på hjælpepinden med ærme-maskerne, dvs. 47+2 =49 masker på hjælpepind. Og så slog jeg de 4 masker op under ærmet og strikkede rundt.
Jeg lukkede først de nævnte 2 midtermasker af lige inden jeg begyndte at strikke ærmerne.
Da mønsteret er beskrevet, mens man strikker frem og tilbage, så skal man lige huske at ændre pind 2 fra ret til vrang, når man begynder at strikke rundt på pinden ved ærmerne!
Til slut hæklede jeg fm op langs kanten af knapstolperne. Det blev ikke særlig pænt.
Måske fordi jeg strikkede blusen i bomuld? Efter at have syet knapperne i, så fortrød jeg fm-kanten og pillede dem op igen. I stedet hæklede jeg en kant med blot kædemasker og det blev meget bedre.
Opskriften er fra Klompelompe-bogen og jeg har brugt knap 150 g Drops Safran.