Der findes så mange velgørenhedsprojekter, hvor man kan donere quilts/tæpper. Ofte er disse quilts ret feminine. Forleden faldt jeg over nogle mere maskuline quilts – bla. hos LiveLoveQuilt, der har doneret til projektet ‘100 Quilts For Kids’. Man kan da ikke undgå at blive inspireret af projektets fotos på Flickr.
Så jeg kunne ikke vente med at starte på en lignende drengequilt.
Jeg fik hurtigt lavet en skitse og panelet blev syet i hånden til The Hungergames filmen, som jeg så sammen med Michelle.
Da jeg købte stof til drengetæppet, kom jeg forbi noget stof, der simpelthen kaldte på mig og som jeg bare måtte købe noget af. Jeg havde i tankerne, at stoffet måske kunne blive til et tæppe til de grøndlandske puttetæpper.
Foreløbig ligger det dog lidt over, mens jeg finder ud af mere om projektet, da oplysningerne om projektet er meget sparsomme. Og ja, jeg ved godt, at der ikke er pingviner på grønland, men jeg tænkte, at der alligevel var noget velkendt for de grønlandske børn. Jeg mener, at man altid skal prøve at tilpasse sin hjælp til det område og den kultur, hvor man ønsker at hjælpe. At hjælpen for så vidt muligt skal inddrage og respektere den pågældende kultur. Men uanset hvad, så synes jeg, at motiverne er søde og kan anvendes til børn.