Min datter blev 18 år i foråret og nåede også at få kørekort inden sommerferien. Og det er jo dejligt, at hun er sød at handle ind for mig, hvis jeg beder hende om det. De seneste indkøbsture har dog været efterfulgt af en lille klage; Hun havde ingen indkøbsnet og det var hverken økonomisk eller miljøvenligt at købe plastikposerne i supermarkederne.
Efter en masse tid med strik blev symaskinen derfor tændt idag og disse 2 indkøbsnet blev syet.
Det brune net er påsyet et stykke stof med uglemotiver, hvori der er 5 lommer. Nettet med uglestof og gul kant er med skulderremme. Begge net er foret og syet sådan, at de kan vendes med den anden side udaf.
Jeg var lidt bekymret for, om symaskinen havde glemt, hvordan man syede. Men den var heldigvis helt upåvirket af, at have slumret i mere end et kvartal!