Når jeg ser de mange smukke julestoffer og patchwork, der bliver syet af julestoffer, så er der så mange ting, som jeg gerne vil sy. Jeg har dog ikke alle de flotte julestoffer, der kan blive ret dyre i indkøb. Sidste år havde jeg kun 2 rester af julestof, så jeg gik igang med at lave noget julestof selv.

Jeg har altid noget ensfarvet lagenlærred i flere forskellige nuancer liggende. Der er nemlig ofte nogle rester på tilbud i stofbutikkerne. Så fandt jeg nogle af mine stempler frem og noget guld-akrylfarve og så igang med at stemple på stoffet og rulle med skumrullen.

Det stribede stof er færdigkøbt, tillige med stoffet med iskrystallerne. Resten er blot ensfarvet lagenlærred med akrylmaling.

Her er resultatet: En juleløber.

Der blev lige til nogle gløggbrikker i japansk foldeteknik også.

Og så lige et nærbillede…

Brug et stryge-stykke, da akrylfarven ellers godt kan smitte lidt af på strygejernet!

Jeg har stemplet stoffet før sammensygning – men man kan selvfølgelig også vælge at færdiggøre hele arbejdet – og til slut stemple, hvor man synes.