Jeg elsker, når jeg kan få brugt nogle rester op. Det gælder ikke kun i mine håndarbejder – stofrester, garnrester eller lign. – men jeg føler en vis tilfredshed, når jeg får genbrugt eller opbrugt.

I sidste uge fik jeg øje på en bog i Rema1000. Bogen hed ‘Stop madspild nu!’

Jeg tænkte, at jeg kunne finde inspiration til at få brugt nogle ‘madrester’, da jeg ofte har smidt mad ud og tænkt, at det var ret skørt. Jeg blev ret skuffet, da jeg fik gang i at læse bogen. Det mindede mest af alt om en gang moralprædiken over temaet ‘du fordærver jorden med dit forbrug’. Indrømmet – der var virkelig nogle opskrifter med rester – men ikke på mad eller retter, som lignede noget, som jeg plejede at spise. Jeg følte mig heller ikke inspireret til at udfordre smagssansen! Jo jo – der var da også nogle råd til, hvad man kunne gøre med resterne – såsom at fryse dem ned m.v. – men for mig, var de ret selvfølgelige.

I stedet vil jeg prøve at lave min egen personlige samling af forslag og inspiration til, hvad jeg kan bruge resterne til. En oversigt, så jeg kan slå f.eks. brød op – og så få nogle råd til, hvordan disse kunne anvendes, for det er endnu ikke lykkedes mig at finde en koge-bog eller andet, hvor det er samlet.