Lige siden jeg fik rammevæven i december, så har jeg ønsket mig at prøve vævning med to kamme. Der var en del forvirringer og forviklinger hos onlinebutikken, hvor jeg købte vævekammene og først for 2 uger siden fik jeg derfor mulighed for at prøve vævning med 2 stk 50/10 kamme.

Det tog virkelig lang tid at få trådet væven! Faktisk brugte jeg både lørdag og søndag i sidste weekend på det projekt alene. Og så måtte jeg have virkelig lange pauser med hvile for ryg og nakke. Men den lykkedes til sidst.

Jeg ved dog ikke helt, som jeg synes, at det var arbejdet værd, hvis jeg ser det i forhold til blot at tråde med dobbelt garn i trend.


Jeg har trådet fra venstre med 11 striber med skiftevis 24 røde og 24 hvide tråde og fortsætter med 8 tråde af skiftevis mørk rød og rød de næste 26 striber.

Det første viskestykke vævede jeg med en tråd i islæt. Det tog virkelig lang tid. Samtidig synes jeg, at trendtrådene drillede, når jeg skulle skifte fra op til ned med begge kamme samtidig. Trådene hang ligesom sammen og filtrede let, hvilket betød en del fejl på vævningen. Jeg prøvede at rette de fleste ved at væve om, men det er ikke helt så let at se fejlene på bagsiden før det færdige projekt pilles af væven.

Til gengæld valgte jeg dobbelt tråd i islæt ved det andet viskestykke og vaffelmønster. Så er bagerste kam konstant i neutral position og jeg arbejder blot med den forreste kam op og ned. Det går forrygende stærkt og giver ingen problemer. Jeg har dog valgt under hele projektet at fjerne den ekstra kam-holder, da jeg synes, at det var noget bøvl at arbejde med.
Jeg har dog fortsat kun 1 tråd i islæt de første 2½ cm på hvert viskestykke og med begge kamme op og ned samtidig. Så synes jeg, at det giver det tyndeste og pæneste ombuk til færdiggørelsen. Jeg bruger også hem stitch til at holde lidt på enderne.