For nylig fandt jeg en kageopskrift, som jeg havde klippet ud af et ugeblad. Og den ville jeg rigtig gerne afprøve. Desværre har armen drillet i et par uger, så det er ikke rigtig blevet til noget – andet end at købe ingredienserne.
Heldigvis har jeg mor Lis, som jo hjælper mig hver dag. Derfor blev det til min opskrift og supervision – og mors arme.
Opskriften kommer her:
Dej:
600 g Amo mel
300 g smør eller margarine
75 g sukker
2 æg
2 dl kold mælk
50 g gær
Fyld:
Remonce af 200 g smør og 200 g sukker og lidt kardemomme.
Pynt:
Smeltet smør eller margarine samt sukker.
Fremgangsmåde:
Gæren røres ud i den kolde mælk. Mel og de øvrige ingredienser æltes i til en ensartet dej.
Dejen hæver til dobbelt størrelse på et lunt sted, tildækket.
En trediedel a dejen formes til en kugle, og resten deles i fire lige store kugler og hviler et par min.
Den store kugle rulles ud til et firkantet stykke, lidt mindre end bradepanden (30 x 40 cm)
Den udrullede dej lægges i en smurt bradepande og trækkes således, at den når et par centimeter op ad siden. En trediedel reonce smøres jævnt over dejen.
Rul de resterende klumper dej ud til stykker på 12 x 40 cm. Fordel resten af remoncen på disse. Rul hvert stykke sammen fra den brede ende – som en roulade. Læg dem i bradepanden med passende afstand.
Med en saks klippes snit med ca. 3 cm´s mellemrum i hver af disse roulader. Skub snittene skiftevis til højre og venstre, så bunden dækkes.
Lad kagen hæve til dobbelt størrelse et lunt sted.
Stryg med smeltet smør eller margarine. Drys med sukker og bag kagen ved 200 grader på midterste rille i ca. 25 min.
Jeg ville gerne have henvist til et foto – men har ikke lige kunne finde et. Der er åbenbart mange forskellige ‘HC Andersen’-kager! Der var heldigvis et foto med i den opskrift, som jeg havde klippet ud. Ellers kan det godt være lidt vanskeligt at forstå det med klip og til højre og venstre! Og ups – nu opdager jeg også, at vi glemte kardemommen. Så den kan altså godt undværes, hvis man ikke lige har det.
Og nu er det også alt for sent at tage foto af den hjemmebagte
Så det må blive næste gang.