Jeg har læst mange steder, at fingerbøl er nødvendigt, når man syer. At man hurtigt vænner sig til at have fingerbøl på fingeren. Det gælder bare ikke for alle. Jeg har prøvet flere gange og flere forskellige fingerbøl – men det duer bare ikke for mig. Og ja – jeg ville bestemt ønske, at jeg kunne vænne mig til at bruge dette sytilbehør, for i øjeblikket har jeg hele tiden tynd hud på langefingeren, som jeg bruger tl at presse nålen igennem stoffet med. Og det gør altså ondt. Derfor har jeg indstillet syningen lidt, bare indtil huden er helet lidt op igen.
Og derfor står den på hækling.
Jeg fandt disse søde hæklede blondearmbånd, som jeg bare måtte prøve at lave:
Opskriften fandt jeg her. Den er meget let og kræver blot, at man kender luftmasker og fastmasker!
Jeg kan lige oversætte den, da den er så kort:
Hækl 4 luftmasker
1 fastmaske i 2. luftmaske fra nålen, 1 luftmaske, spring 1 luftmaske over og 1 fastmaske i næste (sidste) luftmaske. 4 luftmasker. Vend
1 fastmaske i 1. fastmaske, 1 luftmaske, spring 1 luftmaske over og 1 fastmaske i næste (sidste) luftmaske. 4 luftmasker. Vend
fortsæt til arbejdet har den ønskede længde. (Jeg valgte at lave den sidste række således: 1 fastmaske, 4 luftmasker, spring 1 luftmaske over og 1 fastmaske i næste (sidste) luftmaske. På den måde fik jeg en løkke/’trendse’ til en knap).
Bryd garnet og hæft enderne. Væv evt. et tyndt silkebånd ind mellem de midterste luftmasker.
Man kan selvfølgelig kombinere armbåndene, som man ønsker. Eller hækle perler med – eller væve et perlearmbånd ind i stedet for silkebånd.
Hvor er de super søde og flotte, tak for opskriften dem skal jeg prøve at lave 🙂