Vi har lige været på ferie og her ville Michelle gerne have pandekager. Men den opskrift, som hun plejer at bruge, der skal man bruge bagevægt, da ingredienserne er opført i gram.

Nu har jeg istedet en opskrift, som kan laves uden brug af bagevægt. Så er pandekagerne lettere at lave, hvis man ikke lige er hjemme.

Ingredienser til ca. 10 pandekager:

4 æg

½ tsk salt

1 tsk sukker

2 kopper mel

2 1/4 kopper mælk

1/4 kop smeltet smør eller margarine

Fremgangsmåde:

Slå æggene ud i en skål og tilsæt salt og sukker. Pisk æggemassen sammen til æggeblommerne er blandet ordentligt.

Tilsæt de 2 kopper mel og pisk dejen sammen. Det bliver tykt og klumpet.

Tilsæt mælken og rør dejen til en tynd ensartet masse. Tilsæt det smeltede smør/margarine.

Lad evt. dejen hvile en lille time (det har jeg aldrig tålmodighed til)

Bag pandekagerne ca. 1 min. på hver side. Det burde ikke være nødvendigt at tilsætte margarine på panden før hver pandekage – blot ved ca. hver 4. pandekage. Men jeg synes, at det er meget lettere at vende pandekagerne, hvis der kommer lidt margarine på panden før hver pandekage.